
| Navn: | Dennis Hannesbo |
| Alder: | 22 år |
| Medaljer: | 8 guld medaljer ved DM freestyleski |
| Bedste danske resultat ved VM i slopestyle 2011 | |
| Hovedsponsor: | SOS |
| Sponsorer: | Salomon, Hestra, Toyota H-H biler, Mammoth seasonaires |
Først og fremmest er det vigtigt at du starter småt ud. Du skal altså finde et hop, som for dig ikke virker skræmmende. Hvis du er for nervøs, vil det kun gøre det sværere for dig at tage hoppet korrekt, og risikoen for skader vil højst sandlynligt være stor.
Først når du er blevet fortrolig med at have lidt luft under skiene, kan du begynde at tage nogle større hop. Ofte kan det være en god idé, at træne helt simple straight airs og grabs et stykke tid på små hop, før du går videre til større hop, eller spins.
Det er en rigtig god ide at finde et hop, hvor du kan se på andre mennesker der kører på det. Grunden til dette er, at det kan give dig et indtryk af, hvor hurtigt du skal køre ned til hoppet.
Har du ikke styr på hvor meget hastighed du skal have på, når du rammer hoppet, så sker det ofte, at du enten går for kort eller for langt på hoppet. I begge tilfælde vil du lande fladt og få et hårdt slag fra underlaget.
En klassik fejl for rigtig mange nybegyndere i parken er, at de meget gerne vil sving på vej ned til hoppet, men dette er med til at fjerne fokus fra selve springet, du skal til at udføre.
Så find det punkt på pisten, hvorfra du kan køre lige ned til hoppet uden at svinge. Så undgår du at skulle tænke mere end højst nødvendigt på din hastighed, og kan fokusere på selve hoppet, og evt et trick.
Selvom du mener at hoppet kaster dig rigeligt op I luften, så skal du sætte af. Dvs. Lige inden du forlader hoppet, skal du sætte af, på samme made, som hvis du står på en vej, og skal hoppe op på en kantsten. Hvis du ikke gør dette, vil risikoen for at lande i bagvægt stige voldsomt.
Et godt afsæt hjælper dig nemlig med at være spændt i mellemgulvet. Er du ikke dét, vil dette med al sandsynlighed medføre, at du lander i bagvægt – det er en meget klassisk begynderfejl.
Så sæt af og spænd i maven, så er du i kontrol over, hvad der foregår, og hoppet vil ikke bare sende dig af sted.
Når du skal sætte af, er det vigtigt at du har fokus på at sætte af midt på skien, samt at du står i en let bredstående position. Derved står du i god balance både frem og tilbage og sideværts.
Hertil kommer, at du skal have dine arme lidt foran dig. Pas på med at overdrive, for har du armene helt strakt ud, alt for langt fremme, vil det forstyrre din balance. Det samme gælder hvis dine arme hænger ned bag hoften. Det vil presse vægten tilbage og igen forstyrre din balance. Hold i stedet hænderne lige foran dine lommer i bukserne.
At blive en dygtig freestyle skiløber kræver tid og tålmodighed. Start småt, og husk de simple, men vigtige pointer, så er du godt på vej til at tage kickeren med stil.