Alle pister har bump. Der findes ingen plane pister. Jo hvis skiløberen køres lige ned ad bakken, kan vi tale om at han kører på en helt jævn bakke uden bump. Men så snart han svinger vil den effektive hældning i kørselsretningen konstant ændre sig, og den banekurve han følger, vil ikke længere have konstant hældning. Den vil konstant skifte mellem stejl og flad. Vi siger at skiløberen kører over en lang serie af usynlige bump.
Når en skiløber kører lige ned ad en bakke der har en hældning på fx 25 grader, så vil han naturligvis bevæge sig på et underlag der har en hældning på 25 grader. Men hvis han glider stille i en retning præcis på tværs af bakken, så bevæger han sig på et underlag der har en hældning på 0 grader. Svinger han fra faldlinien og bevæger sig hele vejen igennem svinget indtil han er på tværs af bakken, så må den hældning han bevæger sig på i kørselsretningen mindskes fra 25 grader til 0 grader. Fortsætter han herfra ind mod den nye faldlinie, så må hældningen i kørselsretningen igen stige fra 0 grader til 25 grader. Vi siger at den 'effektive hældning' i kørselsretningen varierer mellem 25 grader i faldlinien og 0 grader på tværs af faldlinien.
Derfor kan vi sige, at hvis vi altid kører sving ned over en piste, så findes der ingen pister uden bump. Fordi når vi svinger fra side til side på bakken, så ændres den effektive hældning i kørselsretningen, og skiløberen kører i hvert sving over 'det usynlige bump'. Strækker vi skienes bane ud til en lang lige bane, så vil variationen i den effektive hældning i kørselsretningen illustrere 'det usynlige bump'.
Hvilke værdier den effektive hældning i kørselsretningen varierer imellem, afhænger af bakkens reelle hældning og så ved hvilken drejningsvinkel svinget afsluttes. Dvs hvor færdigt svinget køres, hvor meget skiene kommer på tværs af bakken. Hvis vi betragter det ideelle sving som herover, hvor der køres et fuld sving på 180 grader, så varierer den effektive hældning i kørselsretningen mellem 25 grader og 0 grader. Men hvis vi forudsætter at vi kun kører sving med en drejningsvinkel mellem 30 og 150 grader, så varierer den effektive hældning i kørselsretningen mellem 25 grader i faldlinien og eksempelvis 5 grader ved skiftet mellem de to sving.
Figur 1: side view af skiløberens bane. 'Det usynlige bump' ses som den pukkel skiløberen rammer ved skiftet mellem svingene. Jo fladere selve bakkens hældning er, jo mindre er 'det usynlige bump'.Jo fladere selve bakken er, og jo mindre svinget køres færdigt, jo mindre bliver 'det usynlige bump' mellem svingene. Bl.a. derfor kræver stejlere terræn en større bøjning og strækning af benene. Skiløberen på stejlt terræn kører simpelthen på noget der minder om en pukkelpiste med store pukler, mens skiløberen på den mindre stejle piste kører på et næsten fladt underlag der ikke fordrer stor bøje- og strækkebevægelse. Den effektive hældning i kørselsretningen har således stor betydning for balancen og bevægelsen i både bøje-strække planet, og i frem-tilbage planet.
Det effektive hældning
på tværs af kørselsretningen har til gengæld stor betydning for kantvinklen. Den effektive hældning på tværs af kørselsretningen er 0 grader når skiløberen kører lige ned ad bakken. Står han på tværs af bakken med en hældning på 25 grader, så er den effektive hældning på tværs af kørselsretningen 25 grader. Så denne hældning varierer lige så meget som den effektive hældning i kørselsretningen, men præcis modsat. Den varierer mellem 0 grader i faldlinien og så den effektive hældning på tværs af kørselsretningen der findes for dén drejningsvinkel hvor svinget afsluttes. Afsluttes svinget på vores bakke ved en drejningsvinkel på 150 grader, så er den effektive hældning på tværs af kørselsretningen måske 20 grader.
Figur 2: Variationen af den effektive hældning på tværs af kørselsretningen.Lige som tilfældet var med den effektive hældning i kørselsretningen, så bliver variationen af den effektive hældning på tværs af kørselsretningen mindre, jo mindre den reelle hældning af bakken er og jo mindre svinget køres færdigt.