
Freestyle skiløb er sjovt, men det er også farligt. Specielt for en flok ivrige skiløbere der prøver det for første gang. Hav derfor altid fokus på sikkerhed som det vigtigste i din undervisning. Her er et par gode tommelfingerregler:
Du kører park på eget ansvar og forventes at følge et bestemt sæt regler. Disse står som regel skrevet på et stort skilt ved indgangen til parken. Læs dem og ret dig efter dem.
Kør en tur gennem parken, og se alle obstacles an inden du giver fuld gas. Det er så ærgerligt først at se det store hul i landingen, når man hænger halvvejs rundt i et spin. Tag forbehold for sne- og vejrforhold. Dit tilløb afhænger i særdeleshed af om der er hård sne, våd sne, sol eller vind. Brug evt andre riders’ tilløb som markør for dit eget tilløb. Brug øjnene og se de forskellige obstacles blive testkørt af andre riders.
Tjek at der er frit før du kører. Og ræk hånden i vejret inden du kører. Det er ikke populært at droppe ind foran en anden rider.
Er den obstacle du gerne vil køre på blevet lukket, så respektér det og find på noget andet. Der er som regel en god grund til at den er blevet lukket. Spørg evt hos parkcrewet om det er muligt at åbne den, hvis du mener det er forsvarligt.
Stands aldrig på en obstacle. Hvis du kører mod fx en kicker, så kør igennem. Bordet er ikke en udsigtsplatform. Brems kun op ad kickeren hvis du er ved at speedchecke den. Og sving aldrig ned ad landingen. Dette vil kunne gøre overfladen unødvendigt ujævn. Stands altid hvor du kan ses oppefra og ikke er til gene for andre riders. Er du faldet, så se at komme væk så hurtigt som muligt. Skal du hente udstyr så gå op i kanten af obstaclen – aldrig i midten hvor der er risiko for at blive ramt af den næste rider.
Er der en rider der er faldet og ikke ser ud til at kunne komme væk ved egen hjælp, så kør ned og luk obstaclen ved at krydse armene eller stavene over hovedet. Sæt evt et par ski eller 2 pistemarkeringer på kryds foran obstaclen hvis det er en slem skade der ikke ser ud til at blive udbedret lige med det samme.