You are here:   HomeTeknikParkSwitch

PARK: Switch

Written by Henrik Thorsen
Published on 01 April 2011
Print


Der er mange ligheder mellem at køre almindeligt forlæns på ski og at køre switch. Blot er der den store forskel at udsynet er begrænset. At kunne køre switch og føle at det er naturligt er altafgørende for at kunne begynde på tricks som fx switch 180 på kickers.

Start i nemt, fladt terræn. Husk på at du ofte har med nybegyndere at gøre – også selvom de er super gode pisteskiløbere med flere sæsoner bag sig.

For de fleste gælder at de bliver grebet af frygt første gang de skal køre switch – fuldstændig som en almindelig nybegynder bliver det den første dag på ski. En simpel progression til at lære at køre switch kunne se således ud:

Glide og bremse i plov baglæns - lige ned ad bakken

  1. fokus på at lade skienes bagender være sammen, og dreje skispidserne fra hinanden for at stoppe
  2. fokus på ikke at stå og hænge i pløsen i støvlen men i stedet at trykke med tæerne og derved mærke tryk under hele foden
  3. fokus på at bøje alle skileddene – fod, knæ og hofte – så man føler man sætter sig bagud. Herved undgås at man hænger fremme i støvlen som en lang lige pind, men at man i stedet er bøjet i leddene og står med tyngdepunktet lige over fødderne.
  4. fokus på at dreje den ene fod så man svinger lidt væk fra faldlinien og derefter dreje den anden fod så man svinger lidt i den anden retning. Dette foregår meget lige i faldlinien. Drej venstre fod så drejer du mod din højre side og vice versa)

Glide baglæns i plov

  1. drej den ene fod så man svinger og stopper på tværs af bakken.
  2. dreje og kigge over yderskulderen, stop på tværs af bakken. Dvs drejer du mod din højre side, kigger du over venstre skulder.
  3. dreje og kigge over yderskulderen, drej hele kroppen tilbage til neutral, og kig så over ny yderskulder samtidig med at du drejer den nye yderfod. Dvs drejer du mod din højre side, drejer du først din venstre fod og kigger du over venstre skulder. Herefter drejer du den højre fod og kigger over højre skulder.
  4. samme øvelse, men saml nu skiene så skiføringen nærmer sig parallel.

Køre baglæns i parallelsving

  1. svinge og stoppe på tværs af bakken
  2. fokus på at hangudligne. Dvs drejer du mod din højre side, presser du venstre hånd ned mod sneen og løfter den højre hånd opad, væk fra sneen.
  3. dreje og hangudligne, drej hele kroppen tilbage til neutral, og hangudlign så til den anden side.
  4. fokus på at køre med skridtstilling. Dvs drejer du mod din højre side, skal den venstre fod være tydeligt foran den højre gennem svinget. Dette giver god støtte og gør det nemmere at opretholde jævnvægt henover skiene.
  5. dreje og opnå skridtstilling, drej hele kroppen tilbage til neutral, og opnå så skridtstilling til den anden side.
  6. fokus på at have én hånd i skridtet, én fladt på ballen. Dvs drejer du mod din højre side, skal den venstre hånd holdes fladt på ballen og højre hånd skal holdes i skridtet gennem svinget. Dette giver god balance og kontrol gennem en naturlig afslappet position.
  7. drej og hold én hånd i skridtet, én fladt på ballen, drej hele kroppen tilbage til neutral, og hold så én hånd i skridtet, én fladt på ballen, til den anden side.

Når dine elever begynder at føle sig hjemme i switch, kan du med fordel udfordre dem gennem forskelligt terræn og føre. Det kan fx være stejlere terræn, ujævnt terræn, at køre ud over en kant fra flad til stejl piste etc. Desuden er det ofte en god ide at træne fodledskant med eleverne, da mange vil have tendens til at fladstille i fodleddet og køre på helt flade ski. Det er en stor hjælp at man kan styre brugen af sine fodled i fx tilløbet til en kicker.

Med det for øje at eleverne snart skal kunne bruge deres switch skiløb som tilløb til en kicker er det ligeledes vigtigt at træne sving hvor der kun kigges over den ene skulder. I parken er der ikke tid til at kigge over begge skuldre. Det ville blokere udsynet i al for lang tid og desuden skabe for megen uro i tilløbet. Specielt i den sidste del af tilløbet. I stedet kigges der her primært kun over den ene skulder mens der svinges på vej til kickeren.

At lave et perfekt skåret sving er ikke så vigtigt i et tilløb – eller sagt på en anden måde: man skal kunne mere end det. Man skal gerne kunne styre hastigheden meget præcist og det er derfor en god ide at øve sig på at skrænse i switch. Dvs momentvis tværstilling af skiene i kørselsretningen. Igen handler det her om brugen af fodleddet sideværts i forhold til skien.

Med henblik på switch som tilløb er det ligeledes et mål at gøre perioden i svingindgangen, hvor man har blokeret udsynet totalt, så kort som muligt. Det tilstræbes altså at få drejet hovedet hurtigt i det nye svings retning for at få overblik over terrænet osv.

Skiteori.dk på Facebook

Skiteori.dk på Twitter



Følg med på Twitter og få de seneste tweets!

Samarbejdspartnere