Drej benene gennem svinget from Skiteori.dk on Vimeo.

Drejning af yderbenet er noget af det mest fundamentale i skiløb. Det er derfor en øvelse der bruges på alle niveauer, i alt terræn etc.
På lavt niveau (fx i plovsving) vil skien synligt tværstilles, og rent faktisk rutsche en del sideværts. Dette er dog ikke tilfældet på højere niveau hvor kantvinklen er større. Når benet drejes hér, tværstilles skien ikke, og det kan være svært at se at der egentlig sker noget overhovedet.
På billedet herover er benet ikke drejet, og benet står helt neutralt, og uopkantet. Skiløberen er bare indoverlænet, og det er det eneste der giver en kantvinkel. Dette er tilfældet for mange mellemstadieløbere.

På billedet herover er benet kraftigt forvredet og der er kantet voldsomt i knæleddet. Dette er en udbredt misforstået kantning, selv blandt meget dygtige skiløbere, men det er en meget svag position, hvis den overdrives.

Helt galt går det hér, hvor det tydeligvis er inderskien der bærer kropsvægten, mens yderbenet er kantet og forvredet i et forsøg på at etablere kantvinkel, for i sidste ende at få greb i underlaget. Denne position ses ofte, og er nok den mest udbredte misforståelse mht carving. Det er imidlertid ikke carving. Resultatet er nemlig at det er umuligt at dreje yderbenet og løberen kan således blot køre ren værktøjsdrejning. Ydermere ligger trykket på inderskien der er meget mindre opkantet end ønsket. Således ender denne position i rutsch og uønsket acceleration, og manglende kontrol over spor og hastighed. Alt andet end et carvingsving.

Sådan her skal det se ud.
I det ideelle tilfælde er benet drejet, hvilket visuelt giver sig udtryk i en lille kantning i knæet. Da skien er kantet, vil en drejning ikke vise sig som en tværstilling af skien, men derimod blot forstærke skiens kantgreb. Skien kan jo ikke dreje ind i bakken, om man så må sige, og resultatet bliver altså et stærkt yderben og en forski der er presset sideværts ind mod underlaget.
Det er kun benet der drejer, ikke hoften. Et vigtigt fokus er altså, at lårbenet skal kunne dreje i hofteskålen. Derved opnås et spændt yderben, der vil påvirke skien til at dreje mere end bare værktøjsdrejning.
I langt de fleste tilfælde er det ikke kantning der mangler - det er drejning.