EKSPERTER: Hænderne er føddernes spejl

Hænder og arme er noget af det der kan fremstå som meget visuelt afgørende i skiløb. Enten tegner det et meget roligt billede af en skiløber i kontrol, eller også flagrer armene rundt ’all over the place’. Ikke mindst når vi taler undervisning og demoløb er dette visuelle udtryk særdeles interessant.

Derudover betyder armenes position og bevægelse, meget for balancen.

Armene er som udgangspunkt lette at tage fat i og effekten er ofte stor og umiddelbar målelig. Eksempelvis vil det gøre en enorm forskel for en mellemniveauskiløber blot at forsøge at strække armene frem, hvis han ikke er opmærksom på hvor armene bør være og derfor normalt kører ’med hænderne i lommerne’. Ændringen flytter hans tyngdepunkt betydeligt frem i kroppen, og som følge heraf vil han pludselig føle forskitryk i stedet for bagskitryk. Problem solved.

Der er dog en udpræget tendens blandt skiundervisere til gentagne gange at rette på arme der er for flyvske, for brede eller den før nævnte afslappede holdning (‘hænderne i lommerne’). Dette er dog ofte det helt forkerte sted at tage fat.

Det er nemlig ofte tilfældet, at armenes forkerte position blot er et symptom på en anden unode. Hvad skiløberen gør, eller måske rettere ikke gør, afsløres nemlig ofte i armene, da det er hér tyngdepunktets placering lettest kan korrigeres.

Med andre ord: Armene er føddernes spejl.
Lad os kigge nærmere på et par typiske armpositioner:

Vinkeren 

- ses i svingindgangen i den situation hvor skiløberen har indadført sit tyngdepunkt en smule for meget i forhold til hvad kræfterne tillader. Ved at løfte yderarmen (og dermed ’at vinke’) flyttes tyngdepunktet lige præcis nok ud i svingbuen til at sikre at skiløberen ikke ender på ren inderski. I stedet for at arbejde med armenes position vil det her være hensigtsmæssigt at arbejde med skiløberes bevægelser i svingindgangen, herunder fx opbygning af tidlig kant, udstrækning af yderben, drejning og styring af yderfoden etc.

Jesus

- er repræsenteret ved en position hvor skiløberen som oftest kanter mest fra hoften, kører med forholdsvis smal skiføring og som følge deraf har ringe greb i underlaget gennem svinget. Ved at strække armene næsten helt ud til hver side etableres balancen via en form for virtuel balancepind fra hånd til hånd gennem armene. Positionen minder altså om jesus på korset. Deraf navnet. I stedet for at arbejde med armenes position vil det være hensigtsmæssigt at arbejde med fx en bredere skiføring, kantning fra knæ og fødder, drejning og styring af fødderne etc.

Krammeren

- er udtryk for en position hvor skiløberen ser ud til at holde om en stor tønde eller netop at være igang med at give en stor kærlig krammer. Positionen vil typisk have et forkrampet og anstrengt præg. Denne type skiløber tror ofte at der findes én skiposition som man skal stille sig i ved start og ikke må slippe. Overkroppen er typisk meget ret, og underbenene ofte meget langt fremme i støvlerne. Alternativt er underbenene for rette og hoften for langt tilbage. Med andre ord er der ofte tale om forkerte bøjeforhold, passive underben (ofte i begge retninger – frem-tilbage og sideværts) og evt. bagvægt. I stedet for at arbejde med armenes position vil det som oftest være hensigtsmæssigt at arbejde med bevægelser i underbenene (begge retninger), drejning og styring af fødderne, afslappede og kontinuerlige bevægelser etc.

De ovenfor nævnte armpositioner kan som oftest først ændres, når der ændres noget andet i skiløberens bevægelsesmønster. Der kan mangle drejning, hangudligning, kantning, tryk på yderskien etc. Når dette rettes, og skiløberen får et nyt redskab til at styre og svinge med, så kommer armene på plads.