EKSPERTER: Kast dig ud i en indoverlæning

På lavere niveauer omtales indoverlæning ofte som noget skidt i skiløb. Der tegner sig et billede på nethinden af en ukoordineret skiløber, med frygt for fart og stejlhed, stiv i hele bevægeapparetet, der læner sig til siden som en stiv pind - i accept af, at det er noget af det eneste der kan få han til at skifte retning, og etablere en kantvinkel og bremseeffekt i svingafslutningen. Ofte ses det arm i arm med et kraftig rotation af overkroppen i udløsningen af svinget.

Både rotation og indoverlæning er så meget mere end bare det overfor beskrevne. Indoverlæning, er en meget vigtig ingrediens i skiløb på et højt  niveau. For det første er det en meget stærk position; når trykket kan gå gennem yderbenet i en lige linie, står vi stærkest muligt. Rotation er omtalt nærmere i Bryd vanerne, rotér med

Men der er flere fordele ved indoverlæning: i svingafslutningen, vil vi gerne kunne bøje benene, når vi drejer væk fra faldlinien og trykket stiger under skiene. Ergo må vi være interesserede i at være så udstrakte som muligt, inden faldlinien. Det bliver vi kun med indoverlæning i svingindgangen. Starter vi svinget med et hofteknæk i stedet, så er der grænser for hvor udstrakte vi kan blive, men med indoverlæning maksimerer vi dette stræk.

Desuden er vi interesserede i at guide tyngdepunktet ned ad bakken i den mest lige linie muligt. Det forstyrrer nemlig balancen mindst muligt. Dvs vi ønsker at køre sving hvor skienes bane og tyngdepunktets bane er længst muligt fra hinanden. I svingindledningen, hvor ski og tyngdepunkt fjerner sig fra hinanden sideværts, da fås, i tråd med ovenstående stræk, den største afstand via indoverlæning.

Indoverlæning giver desuden den mest bevægelsesparate position. Starter vi svinget med et hofteknæk, så sidder vi meget tidligt, inde i svinget i en låst position, hvor det er svært at dreje yderbenet og i det hele taget at styre slagets gang. Vi er efterladt som passagerer på skiene. Og vi må alt andet lige bevæge tyngdepunktet mere fra side til side for at opnå den samme bane i sneen.

Starter vi svinget med tyngdepunktet lige over skiene, og tror at vi kan nøjes med at kante underbenene, ja så må vi tro om. Det er ligesom at køre ligeud på cykel og så dreje styret, vel at mærke uden at lægge tyngdepunktet ind i svinget. Og lægges tyngdepunktet ikke ind i svinget på cyklen, så falder man ud over styret. Tyngdepunktet skal ind i svinget og så kan styret drejes.

Udenlandsk litteratur taler, specielt på ekspertniveau, om at ’de store led starter svinget’. Dvs vi kan ikke starte svinget før tyngdepunktet er inde i det nye sving. Ellers kan vi nemlig ikke etablere en kantvinkel. Og netop denne kantvinkel er interessant og vigtig. Jo større kantvinkel der kan etableres tidligt i svinget, jo mere drejer skien, udelukkende som resultat af dens timeglasform. Lægges dertil en drejning af yderbenet, kan der etableres et markant greb i underlaget og tryk under skiene - helt uden at kæmpe med at bevæge sig frem på skiene eller at pendle gennem svinget.

Det sker helt af sig selv - som et resultat af indoverlæning og drejning.
Derfor: kast dig ud i det; indoverlæning.