EKSPERTER: Opbygning af bananform

Hen mod svingafslutningen skal tyngdepunktets bane nærme sig skienes bane fordi disse skal krydse ved udløsning af det nye sving. Skiene skal sidst i svinget være opkantede og dreje præcis så meget at de kan få tyngdepunktet til at tippe ind i det nye sving.

På et lavere niveau sker dette over en længere periode, hvor tyngdepunktet generelt er meget lige over skiene, og tyngdepunktets bane derfor meget tæt på skienes bane. Der skal derfor ikke meget kantning eller drejning til for at kunne udløse det nye sving. Og der er tid til at bevæge tyngdepunktet ud over yderskien sideværts for at skabe det yderskitryk der skal til for at få den til at dreje ind under tyngdepunktet. Resultatet af dette giver sig visuelt til udtryk som en sideværts vinkling af underben, lårben og overkrop. En C-form eller bananform, er meget brugte udtryk.

Udenlandske manualer refererer til denne grad af sideværts vinkling, som graden af 'angulation'. 'Angulation' har udelukkende at gøre med den sideværts vinkling af kropsdele, og står derfor ikke i modsætning til størrelsen af lænevinklen, dvs hvor langt inde i svinget tyngdepunktets bane er ift skienes.

På højere niveau er svingafslutningen lidt sværere. Terrænet er stejlere, farten højere og tyngdepunktets bane er længere fra skienes. Der kræves derfor en større kantvinkel / stærkere drejning / et bedre bid i underlaget i svingafslutningen, for at få skiene til at dreje svinget nok færdigt, og få tyngdepunktet til at vælte ind i det nye sving. Belastningsskiftet sker derfor også over en kortere periode, og tyngdepunktets og skienes bane krydser i en større vinkel på hinanden.

På højere niveau er det ligeledes et mål at holde tyngdepunktets afstand til underlaget konstant, for ikke at provokere balancen unødigt. I omkantningen haves derfor den position hvor begge ben er mest sammenbøjede.

Svingafslutningen kan derfor beskrives som: tyngdepunktets bane nærmers sig skienes bane, mens der sker en konstant forøgelse af bøjning, opkantning, og drejning af yderbenet. Derved skærer skiene kraftigt ind under tyngdepunktet, og tipper dette ind i det nye sving. Resultatet af dette er igen en sideværts vinkling af underben, lårben og overkrop.

Da tyngdepunktet skal holdes i ro på højere niveau, er der altså ikke den samme mulighed for at bevæge tyngdepunktet sideværts ud over skiene, og det er derfor meget vigtigt at det er opkantningen og drejningen af yderskien, der får skien til at skære ind under tyngdepunktet, og ikke tyngdepunktet der skal bevæges ud over tyngdepunktet.

Hvor stor en del der er sideværts kantning i knæet og hvor stor en del der stammer fra drejning af yderbenet, er en anden snak.