
Det er der flere grunde til: at holde trykket på den gamle yderski, og dermed starte det nye sving på ny inderski, det sikrer det at skiløberen ikke bliver hændende tilbage på bagskien, passivt lige over skien. Desuden tvinger det ham til at læne sig sideværts ind i det nye sving, og starte svinget med en kraftigt indoverlæning og derved etableres en stor kantvinkel. Svinget er i gang, uden at skulle kæmpe med at bevæge sig frem over skiene.
Tænk på øvelsen Spark yderbenet ud - dén øvelse er genial, fordi det er ikke muligt at starte det nye sving, før man tør at læne sig ind i det nye sving og omkante den nye inderski.
Det er netop dén fornemmelse der søges i svinget: tryk på hele foden, og langsom indoverlæning ind i det nye sving, stående på den nye inderski, indtil den bliver omkantet. Så er svinget i gang, og yderskien kan gradvist tages mere med i spillet. Men trykket slippes kun gradvist på inderskien. Tænk på det som en step-maskine - skiene belastes eller aflastes aldrig pludseligt. Man er hele tiden i gang med at øge eller mindske trykket under fødderne, blødt og gradvist. Når der øges tryk under yderskien, mindskes trykket under inderskien.
At starte på inderski giver desuden en større kantvinkel ved samme indadføring af tyngdepunktet, fordi en større del af kroppens masse er uden for svingbuen, om man så må sige. Indledningen af svinget er jo netop den svære del, fordi der er så få kræfter der trækker os udad i svingbuen.
Det der stræbes efter på skiene, er altså primært at være på yderski efter faldlinien og inderski inden faldlinien.
Kigger man nøje efter på videoen, er det faktisk tydeligt at yderbenet, gennem svinget, først kantes/drejes/aktiveres fra faldlinien hen til afslutningen af svinget.
I stedet for at skifte til ny yderski ved omkantningen, så beholdes trykket altså på den gamle yderski, så det nye sving startes på inderski.