
I det følgende er beskrevet en meget effektiv progression til brug ved undervisninger af råbegyndere - altså, første dag på ski. Der er en masse faldgruber som helst skal undgås ved undervisning af netop dét segment af skiløbere.
Da der er tale om et allerførste møde med alpint skiløb, er det umådeligt vigtigt at det er en god og sjov oplevelse, at det føles sikkert og overkommeligt, samt at udviklingskurven er så stejl som muligt.
- Tilvænning på fladt terræn - på én ski med stave
- Ligeudkørsel svag hældning - på én ski med stave
- Enkelt sving til siden - på én ski med stave
- Glide-bremse plov på svag hældning - på to ski med stave
- Introduktion af lift
- Wedge wiggles - på to ski uden stave
- Keglebane i faldlinien uden stave
- Enkelt sving til siden - på to ski uden stave
- Første sving over faldlinien uden stave
- Sammenhængende plovsving uden stave
- Sammenhængende plovsving med stave
Ad 1. Tilvænning på fladt terræn - på én ski med stave
Ofte vil råbegyndere starte ud på et pandekagefladt terræn. Det veksler hvor meget plads der er at røre sig på, men der vil som oftest kunne findes et område der er helt fladt. Her skal eleverne selvfølgelig have introduktion til udstyr, der skal tjekkes beklædning, laves aftaler med venner, der skal læres navne osv osv. Og så skal de have deres første oplevelse af at bevæge sig med ski på fødderne.
Her kan det være en rigtig god ide kun at lade dem tage én ski på. Fx instrueres alle i at tage højre ski på. Det geniale ved at starte på én ski er at det ikke er for stor en omvæltning for selv usikre elever, da de nu er 'half walking, half skiing'. De har altså stadig sikkerhed og bremse i foden uden ski på. Desuden kan de med det samme komme vidt omkring uden at blive trætte, og der er ingen risiko for at de pludselig mister herredømmet, og accelererer ukontrolleret.
Lad dem blot beholde stavene. De skal nok lære med tiden, ikke at støtte sig til stavene, men derimod finde balancen på foden med skien på, så stavene pludselig kun er balancepinde.
Nu gælder det om at få eleverne til at gå mindre og mindre, og glide mere og mere. Dvs de skal øves i at støtte mest på foden med skien på. Det kan gøres i lange glidende bevægelser, der bliver længere og længere. Derefter kan der laves en masse bevægelsesopgaver, stafet etc på én ski. Når de har fundet balancen på den højre fod, så skiftes skien over på den venstre fod og bevægelsesopgaverne gentages.
Aktivitetsniveauet er højt, risikoen minimal og indlæringskurven meget stejl.
Ad 2. Ligeudkørsel svag hældning - på én ski med stave
Når eleverne mester at glide på én ski på det flade terræn, på begge ben for sig, så er det tid til at finde en svag hældning, så de kan øve sig i at glide længere strækninger. Igen er det her en fordel at de kun har én ski på, da de derved meget nemt kan gå op ad bakke uden at glide, og frem for alt bruger de meget mindre energi ved at gå med kun én ski på, end når de har begge ski på, og konstant mister grebet i sneen.
Meget hurtigt finder de balancen på én ski ned ad den svage hældning, og de kan pludselig glide 10 meter hen over sneen. Nu kan man allerede begynde at snakke om at bøje i skileddene, ikke at hænge tilbage i støvlen, at spænde i kroppen, at strække armene frem, at have tyngdepunktet lige over den ski der glides på osv osv. De stærkeste elever vil meget hurtigt kunne lave et eller flere små hop på det flade terræn uden at falde.
Det er igen med højt aktivitetsniveau, og uden de store usikkerhedsmomenter. Eleverne hyler som oftest af grin over at kunne bevæge sig et, for dem, langt stykke uden støtte, og med fart på.
Alle bevægelsesopgaver udføres selvføgelig igen til begge sider.
Ad 3. Enkelt sving til siden - på én ski med stave
Eleverne fortsætter på én ski, men nu introduceres for første gang et sving. På én ski. De glider først lige ned ad den svage hældning, og drejer så benet i den retning de gerne vil bevæge sig. Drejning introduceres altså som tema. Som hjælp til at få svinget igang, er det en stor hjælp at lade eleverne slæbe den frie fod i sneen. Det giver præcis nok drejemoment til at skien begynder at skride på sneen, og eleven kan nu dreje svinget færdig med benet.
Her skal igen gives en mængde pointers mht at holde balancen, placere tyngdepunktet rigtigt osv. Men selv de tungeste elever får hurtigt en fornemmelse af hvad det vil sige at dreje skien.
Ad 4. Glide-bremse plov på svag hældning - på to ski med stave
Når eleverne er komfortable med at svinge til begge sider på én ski, så introduceres de på det flade terræn til skiløb på to ski. De har stadig stavene med som støtte. Fordi de har været igennem måske en god halv times leg på én ski, har de allerede en rigtig god fornemmelse af hvad der skal til for både at holde balancen og for at dreje skiene. Ved lidt træning af plovposition på det flade terræn, vil alle meget hurtigt kunne lave en meget fin plov. Der kan øves at hoppe ind og ud af plovpositionen.
Gå en lille stykke op af den svage hældning, og introducer glide-bremseplov. Næsten alle vil omgående kunne styre ploven fint pga træningen af drejning på én ski. Giv dem evt et par bevægelsesopgaver - spørg fx hvem der tør lave et enkelt hop eller to mens de kører ned over bakken.
Der skal som oftest kun meget få ture til førend alle behersker ploven så godt at liften kan introduceres.
Ad 5. Introduktion af lift
Face it, de fleste elever orker ikke at gå op ad bakken særlig længe. Deres energi og tålmodighed kan forlænges ved at benytte progressionen på én ski som beskrevet ovenfor, men det handler stadig om at få dem i stand til at kunne bruge liften så hurtigt som muligt. En gå-op-ad-bakken-session på 2 timer kaster ikke de helt store roser af sig.
Er der mulighed for at tage en tallerkenlift, et sted hvor det er muligt at stå af efter fx 10 meter, er det klart at foretrække, og liften kan introduceres lige efter glide-bremseplov. Er der tale om en længere lift hvor man skal 'helt til toppen', kræver det sikkert en del mere arbejde før de er klar til dét.
Lad eleverne stå og se andre tage liften første gang. Forklar hvad der sker, og forklar hvordan det føles. Prøv at trække dem hen over det flade terræn i dine skistave, så de fornemmer hvor meget de skal spænde i kroppen. Alternativt kan du skubbe dem og derved provokere deres balance, eller trække dem i jakken. Der er mange veje der fører til Rom. Denne for-træning er guld værd, så de ikke får et chok, når liften trække i dem.
Inden de stiller sig i kø tager du stavene fra dem, da de som oftest kommer i vejen for dem det første styke tid de bruger liften. Lav en aftale med liftpasseren om at han hjælper dem på liften, så kan du tage liften 10-15 meter op og hjælpe dem af liften. Når de kommer op til dig kan du gentage din instruktion i hvordan de kommer af liften: "Slip liften, træd den ene ski ud til siden..." osv.
Lad dem derefter køre glide-bremseplov de 10-15 meter tilbage til liften. Her er det igen oplagt at variere og udfordre med diverse forskellige bevægelsesopgaver.
Ad 6. Wedge wiggles - på to ski uden stave
Når eleverne er trygge ved at tage liften, og styrer glide-bremseploven, så er det tid til at tage dem et skridt videre. At introducere et helt sving kan ofte være en stor mundfuld, og kræve meget træning. Dette vil tit dele holdet i de stærke og de svage; dem der fanger det hurtigt og dem der har svært ved at styre skiene ud af faldlinien, og bringe dem til et stop på tværs af bakken.
En meget brugbart mellemstadie er det som nogle udenlandske skiskoler kalder 'wedge wiggles'. 'Wedge' fordi det fåregår i plovposition og 'wiggles' fordi der kun er tale om små retningsændringer, små 'vrik' fra side til side. Det gøres ved at lave drejningsbevægelsen med benet, der blev introduceret på én ski, med skiftevis højre og venstre fod. Herved arbejdes der videre med drejning, og eleverne får hurtigt en fornemmelse af at kunne styre retningen ned over bakken. Men det foregår uden at trykket under skiene ændres nævneværdigt.
Ad 7. Keglebane i faldlinien uden stave
Så snart eleverne kan udføre helt små retningsændringer er det oplagt at få kørt en masse. Sæt fx en keglebane op, sæt den med godt vertikal afstand og sæt den i en lige linie, dvs lige i faldlinien. Det er perfekt udfordring på eleverne og deres nyopdagede wedge wiggles.
Jo bedre de bliver jo længere kan du lade dem køre med liften, og jo mere travers kan du sætte banen.
Ad 8. Enkelt sving til siden - på to ski uden stave
Når eleverne kontrollerer retningen fornuftigt gennem wedge wiggles, så kan du igen fokusere på bare ét sving. De kan måske dreje et godt stykke ud af faldlinien, men de har endnu ikke prøvet at dreje helt ud af faldlinien, så skiene stopper på tværs af bakken.
De kan de øve nu, evt i bunden af bakken, så uønsket acceleration og ukontrolleret skiløb undgås så vidt muligt. De har allerede en god fornemmelse af at dreje benene ved træningen af wedge wiggles, nu skal de bare føre bevægelsen videre gennem svinget, indtil de står helt på tværs af bakken.
Træn det et nogle gange til begge sider, og brug evt kegler til at lede vejen.
Ad 9. Første sving over faldlinien uden stave
Næste udfordring bliver at dreje skiene ind i faldlinien igen efter eleverne har været helt på tværs af bakken. Nu begynder indarbejdelsen af skiftet fra sving til sving, fra ben til ben, og forståelsen af ting og acceleration og deceleration.
Ad 10. Sammenhængende plovsving uden stave
Herfra er det oplagt at begynde at kæde svingene sammenb, og tage eleverne med længere op af bakken, så de får længere ture og kilometer i benene. Fokus på at styre svinget ved at skifte vægten fra ben til ben og frem for alt dreje benene i den retning de vil køre. Snak om at acceptere accelerationen, og styre skiene ud af faldlinein igen, om at læse terrænnet og kontrollere hastigheden ned over bakken.
Giv dem en masse bevægelsesopgaver, lege, kør i slange med dem, brug keglebaner, skift til den anden begynderbakke osv. Alt hvad der kan variere og underholde er guld værd.
Ad 11. Sammenhængende plovsving med stave
Når eleverne er trygge ved liften, og kan kontrollere et større antal sammenhængende sving er det på tide at give dem stavene med op i liften. Snak om og vis hvordan de holder dem i liften, og hvordan de bruger dem korrekt. Lad dem blot holde om stavene uden at bruge stavene. Det er først relevant når de kører længere ture, med højere fart, og frem fro alt når de er mere sikre skiløbere.